“For lust of knowing, what cannot be known, we took the golden road to Samarkand” (Ellroy)

Silkevejen trækker stadig, og den ligger der endnu, lige så eventyrlig som alle de forestillinger, man på forhånd kan danne sig på vejen til Samarkand. Uzbekistan er et forunderligt land at rejse i, med en natur, der omfatter temmelig utilgængelige ørkenområder med vandrende nomader, der bor i maleriske filt-jurter og en endnu levende sufi-tradition, der er lige så utilgængelig, i hvert fald for turister.

Men først og fremmest rummer landet en magisk verden af islamiske bygningsværker og -komplekser, der er så rige i hele deres arkitektur, rumopfattelse, ornamentik og detaljer, at man næsten ikke kan få sine vestlige øjne til at fatte det, men kun kan hengive sig kropsligt til det.

Hele denne forunderlige rigdom strækker sig tilbage til omkring 1000-tallet, mens størstedelen  af tidligere monumenter er totalt ødelagt af Djengis Khan, Timur Lenk, “de gyldne horter” fra det russiske område + et utal af andre erobrere, der gennem århundreder har underlagt sig det frugtbare område, som er rigt på naturlige ressourcer, men uden naturlige grænser at beskytte sig bag.

Og så kommer chokket for den rejsende: klods op ad de overdådige bygningsværker rejser sig uendelige, grå boligblokke fra den lange sovjetiske okkupationstid, så trøstesløse, at de er næsten lige så ufattelige som de islamiske rigdomme.

Det er en af udfordringerne til den rejsende i dagens Uzbekistan, der kun har været selvstændigt siden 1991. Øje og sind må prøve at rumme begge dele og det på én gang, som dele af en nutid, der er både lige så kompleks og lige så magisk som fortiden, der insisterer på sin tilstedeværelse.

Jeg tror, mine små væsener, hvad enten de er to- eller mangebenede, som har det med at dukke op på rejser, simpelt hen undrer sig, prøver at orientere sig og fatte det ufattelige, uden alt for mange vurderinger og gamle “hylder”.